Som tidligere nævnt, er Coelan noget tykt stads, og de anvisninger producenten angiver stemmer ikke overens med hvad man i praksis skal gøre. Der skal meget fortynder i, rigtig meget! Til pensel og rulle vil jeg tro at 1/3 fortynder er passende, måske endda lidt mere til lodrette flader. Til sprøjten endte jeg op med halvt fortynder halvt Coelan, hvilket jeg ikke havde regnet med, så jeg måtte skynde mig at bestille mere fortynder.
Produktet er på ingen måde drøjt i brug, og det skal det jo heller ikke være, for det er lagtykkelsen som er afgørende for det holdbare resultat. Så der skal rigtig meget på - jeg har indtil nu købt 24 liter, men det kommer ikke til at slå til, jeg regner med at skulle bruge i hvert fald 3 liter mere, måske endda 6 liter. Der går dog en del til spilde når man bruger sprøjte, hvilket nok er årsagen til at der skal bruges mere end jeg havde beregnet. Jeg har givet de lodrette flader 14 gange, de vandrette 12 gange.
Et problem med at sprøjte er sprøjtetåge, som gør at de vandrette flader bliver matte hvis man sprøjter i lang tid. Så jeg tager de sidste to lag af 2 omgange, først de lodrette flader, og derefter, når det er ordentligt tørt, dækker jeg af og tager de vandrette flader. Derved bliver de vandrette flader ikke udsat for sprøjtetåge så længe at de når at blive matte. Tørretiden er ret kort, og hvis man ikke skal gå på fladerne, kan man nå adskillige gange på en dag - man skal dog huske at fjerne insekter og skidt inden næste lag. Det gøres nemmest ved at slibe let med sandpapir korn 220. Efter et par lag vil pletten være væk.
Inden de sidste 2-4 lag, skal overfladen slibes grundigt så den bliver ordentligt glat. Coelan har en tendens til at blive en smule ujævn, og det forværres efterhånden som man lægger lag på. Brug korn 100 til 120 til at slibe overfladen jævn, og hvis du stadig er inden for de 14 dage hvor slibning kan undlades, slib efter med korn 220. Du skal regne med 4 lag efterfølgende, ellers bliver der synlige ridser, især hvis ikke slibes efter med korn 220. Og der skal tørres meget grundigt efter for at fjerne slibestøv - det er ekstremt vanskeligt at undgå skidt i overfladen, også selv om man er meget omhyggelig.