26. maj 2011Da båden kom i vandet d. 9 maj, var jeg meget spændt på hvordan det nyrenoverede skruetøj ville opføre sig. Min forventning var, at det hele kørte støj og vibrationsfrit. Men jeg blev skuffet - godt nok er de irriterende rystelser væk, men i stedet er der nu kommet en dyb resonans, som er til stede ved alle omdrejninger, og helt vibrationsfrit er det ikke. Over 1700 omdrejninger larmer det en del, og over 2000 omdrejninger er det helt galt. Jeg har checket opliningen, og den passer 100%. Da jeg prøvekørte det på land var der ingen vibrationer, selv ved høje omdrejninger.
Så jeg tror at problemet må ligge i selve propellen. Jeg synes at lyden ændrer sig når jeg drejer: Kraftigere når agterenden svinger mod propellens omdrejningsretning, svagere den modsatte vej. Jeg har på fornemmelsen at det er en form for resonans i selve propellen. Det er et problem vi aldrig tidligere har haft, heller ikke med den beskadigede propel.
Et andet problem er, at den nye propel har noget større overflade end den gamle, og det kniber med at komme over 2200 omdrejninger. Fra ca. 2000 omdrejninger arbejder motoren hårdt. Med den gamle propel kunne jeg dreje den op på 2400 omdrejninger, og motoren begyndte først at anstrenge sig ved 2200 omdrejninger. Farten ved de forskellige omdrejningstal er stort set den samme, så det med at man får en besparelse på 5% med en moderne klasse 1 propel er i hvert fald ikke noget man kan regne med.
Jeg har selvfølgelig kontaktet Korsør Propeller, og som forventet, mener de ikke at propellen er skyld i støjen, men i stedet akslen. Det tror jeg ikke på, for det eneste der er gjort ved den er, at den er drejet ned i forenden, så Bullflex koblingen kunne monteres.
Så jeg gør det, at jeg hiver båden op på bådpladsen og monterer den gamle propel - er støjen væk, er det propellen, er den der stadig, er det akslen.
Jeg håber at Korsør Propeller vil håndtere sagen på en fornuftig måde, men det må vi se når jeg får skiftet propellen.
5. juni 2011
Så fik jeg skiftet propellen, og som jeg forventede er støjen helt væk - det er altså den nye propel som er årsag til problemer. Jeg kontrollerede samtidigt akslen for skævhed, og den løber 100% lige. Med den gamle propel har vi en smule rystelser, men ikke nær så slemt som før stævnrørslejet blev skiftet, og det er ikke mere end vi kan leve med det indtil problemet med den nye propel er løst.
Forskellen på støjniveauet ved 1750 omdrejninger er ca. 3-4 Db, hvilket er ret meget, idet 3 decibel af det mennesklige øre opfattes som en fordobling af støjniveauet. Jeg målte ikke støjniveauet ved højere omdrejningstal, men der er forskellen endog meget større - med den nye propel skal vi råbe til hinanden, med den gamle kan vi tale normalt.
6. juni 2011
Så fik jeg en snak med John fra Korsør Propeller A/S, og jeg må sige at det er rart at få nogen i røret som ved hvad det drejer sig om. Vi aftalte at jeg sender propellen retur, så får jeg en 17" med lidt større stigning, hvilket skulle elliminere problemet.
20. juni 2011
Så er problemet løst, med 17x14" propellen kører det bare. Jeg synes at Korsør Propeller A/S har håndteret sagen til et rent 12-tal. Ingen diskussion, problemet blev bare løst, så jeg kan absolut anbefale at handle hos dem.